Her blev vi mødt af en mærkelig røg-lugt, fortættet og både tør og fugtig, og meget varm luft. Kastet lige i hovedet. Wauv, hvor vildt. I ankomsthallen var der flere arbejdende lufthavnsfolk end der var turister. Flotte kvinde saronger i skrigende farver, alt efter i hvilken afdeling, de arbejdede, men mange smil og hjælpsomhed. Og et meget langsomt arbejdstempo. Vi kom alle totalt ned i gear.
På togturen blev eleverne sat i par-grupper til at tage sig af dagens gang. Og vi kunne så efter tælling (fra 1-14 i stadigt mere effektivt tempo) give Anna og Mati en hånd for at have ført os hertil. Så blev Kamilla og Sille sat på at få os ud af lufthavnen og møde vores guide, Rowan (mener det udtales som Rouan) samt få os igennem til i morgen torsdag.
Vi blev modtaget ved vores egen bus af chauffør og med-guide, der gav hver af os en blomsterkæde om halsen og bød velkommen. Vi kørte en halv time nordpå til byen Negombo, hvor vi blev indlogeret på Maple Leaf Hotel. Her er komfortabelt. Og det varede ikke længe før end de pinke søde og ansvarlige elever lå i den lille hotel-pøl. Så måtte lærerne jo klare sig selv... Derefter blev vi enige om, at gå en tur henad hovedgaden her. Ved ikke om der er flere gader..... Og ikke så snart var vi drejet om hjørnet, og så satte Pink tempoet op. De ville gå selv :-) Så fik jeg en snak med en Tuk-Tuk-fører. 2000 rupees (100kr) for en rundtur.... Jaja, vi kom da nok tilbage senere..... Så fik lærerinderinderne set lidt på butikker, hvor indehaverne hver gang nævnte, at de netop havde set nogle af vores elever og fortalte, at de opførte sig så pænt.
Vi fik set en krystal-smykke-butik, der havde mindre fabrik igennem flere generationer i baglokalet. Vi fik stukket tæerne i havet, hvor der er meget strøm og shoppet lidt mere. Tilbage igen inden aftale-tidspunktet kl. 19, nåede vi at købe vand til alle, til i aften. Den søde dame fandt lige 14 liter vand frem fra baglokalet, og da vi snakkede om, at dem kunne vi da godt bære de 200 m til hotellet, blev vi afbrudt. Ikke tale om. Hun havde lige en bror med en Tuk-Tuk, der kunne køre det til hotellet. Og ikke tale om, at vi skulle gå selv, næ nej, vi skulle proppes ind i det lille køretøj og transporteres tilbage. Hvis jeg ikke brugte begge hænder til at holde fast under den vilde kørsel, så havde jeg taget en selfie af mig og Marianne og 14 liter vand!
Vi har båret vores egen bagage fra ankomsthallen og til en holdende bus. Siden da har vi haft folk til den slags. Det kan vi altså godt blive vant til.
I morgen tidlig sniger vi os meget tidligt ud, slæber selv, da vi skal afsted for at passe baby-elefanter.
Nu er der ro. Meget trætte elever med enormt søvnunderskud, men som er noget nær de sejeste elever i verden er gået i seng, for en time siden.
Jeg er så heldig at være her med dem:-)
Kh. Mette K
Godt gået pink
SvarSlet